Fantasier -de delte, de skjulte og dem, vi aldrig udleve

Fantasier er en naturlig del af vores seksualitet. Nogle deler vi med vores partner, andre holder vi for os selv. Og så er der dem, vi måske skammer os over -dem, vi ikke taler højt om.

Fantasier kan sætte gang i lysten
Der er fantasier, vi drømmer om at udleve, og dem, der kun hører til i vores sind. De behøver ikke at blive til virkelighed for at have værdi -nogle fantasier fungerer som et mentalt frirum, hvor vi kan give slip og mærke vores lyst uden konsekvenser.

- Skam og grænser
Seksualitet og fantasier er stadig præget af generationers skyld og skam. Men jo mere vi tør forstå vores egne lyster, desto friere bliver vi i vores seksualitet. Det vigtigste er at kende forskellen mellem det, der skal blive i fantasien, og det, der kan deles og udleves.

- At dele fantasier kan være sårbart -men også frigørende
Når der er plads i en relation til at tale om fantasier uden frygt for fordømmelse, kan det hjælpe med at slippe skammen. Det skaber intimitet, forståelse og et trygt rum for lyst.


Skam, grænser og lyst -hvornår åbner du, og hvornår lukker du ned?

Lyst trives, når vi føler os trygge. Men skam og grænser spiller en stor rolle i, om vi tør overgive os -eller om vi lukker ned.

- At udvide vs. at overskride grænser
At udvide dine grænser betyder, at du bevæger dig derud, hvor noget føles nyt, spændende eller pirrende -men stadig trygt. At overskride dine grænser betyder derimod, at du går for langt, ignorerer din egen fornemmelse eller gør noget, du egentlig ikke vil. Det kan kvæle lysten og skabe afstand til din egen seksualitet.

- Skam kan lukke lysten ned
Mange af os bærer på generationsgammel skam omkring vores seksualitet. Den kan få os til at holde os tilbage, skamme os over vores fantasier eller føle, at vi er “forkerte”. Skam kan også gøre, at vi ikke tør sætte ord på vores behov -eller at vi overskrider vores egne grænser for at passe ind.

- Nogle fantasier hører hjemme i hovedet og det er helt okay
Ikke alle fantasier skal udleves. Nogle er mest kraftfulde i dit sind, hvor de kan tænde dig uden at kræve handling. Det er vigtigt at kunne skelne mellem, hvad der er en nysgerrighed, der kan udforskes i virkeligheden, og hvad der bedst bliver i fantasien.

- Når du forstår dine grænser og slipper skammen, skaber du et rum, hvor din lyst kan trives.